Napolitanske sange ved en operakoncert

Hvad en napolitansk sang er

En napolitansk sang er et stykke på napolitansk, som regel for en mandlig solist, i former som kærlighedssangen eller serenaden. Dens status som institution går tilbage til 1830'erne, hvor en årlig sangskriverkonkurrence begyndte for Piedigrotta-festivalen, som hyldede Madonnaen af Piedigrotta ved Mergellina. Udvandrere fra Napoli og syden bragte mange sange med rundt i verden mellem omkring 1880 og 1920. I begyndelsen af 1900-tallet sang Enrico Caruso dem som ekstranumre på Metropolitan Opera og indspillede mange af dem, og de blev en del af standardrepertoiret for operatenorer.

O sole mio

O sole mio stammer fra 1898 og synges på napolitansk; titlen betyder 'min sol'. Teksten er af Giovanni Capurro. I omkring 75 år blev melodien tilskrevet Eduardo di Capua alene, indtil en dom i Torino i 2002 anerkendte Alfredo Mazzucchi som medkomponist. En gæst ved koncerten i Rom nævner den sammen med Funiculì, funiculà og Granada. Caruso og Pavarotti er blandt dens mange sangere, og Pavarottis version vandt en Grammy Award i 1980.

Funiculì, funiculà

Funiculì, funiculà stammer fra 1880. Luigi Denza fra Castellammare di Stabia satte musik til journalisten Peppino Turcos tekst på napolitansk for at markere den første funicular op ad Vesuv, og den blev hørt samme år ved Piedigrotta-festivalen. Festivalens sangkonkurrence havde løbet siden 1830'erne og fortsatte indtil 1950, så sangen sluttede sig til en lang række melodier skrevet til en enkelt aften.

Torna a Surriento

Torna a Surriento er to brødres værk: Ernesto De Curtis skrev musikken i 1894, og Giambattista, digter og maler, skrev den napolitanske tekst. Sangen blev copyrightregistreret i 1905. En senere historie knytter den til en statsministers besøg i Sorrento i 1902, men familiens papirer viser en kopi indleveret otte år tidligere. Den engelske titel er Come Back to Sorrento, og tenorer holder den stadig nær.

Granada, en gæst fra Mexico

En gæst ved koncerten i Rom husker tenoren synge Granada på spansk. Granada er en sang fra 1932 af den mexicanske komponist Agustín Lara om den spanske by, og den er blevet en popstandard indspillet af mange tenorer, blandt dem Plácido Domingo, Mario Lanza og Luciano Pavarotti; den er José Carreras' signaturnummer. Den er ikke napolitansk, men den viser, hvordan koncertens sange rækker ud over selve operaen. Programmerne skifter efter dato, så intet stykke er lovet, men det er de sange, gæsterne nævner.

Sangene i rækkefølge

De sange, gæsterne nævner, blev skrevet med årtiers mellemrum til vidt forskellige anledninger: åbningen af en bjergbane, en elskers serenade og en hyldest til en spansk by. Datoerne nedenfor stammer fra hver sangs egen historie, og tilsammen viser de, hvordan et lokalt napolitansk repertoire blev noget, enhver tenor lærte.

• 1880: Funiculì, funiculà, komponeret af Luigi Denza til åbningen af Vesuv-funicularen
• 1894: Torna a Surriento, komponeret af Ernesto De Curtis; copyrightregistreret 1905
• 1898: 'O sole mio, med tekst af Giovanni Capurro
• 1932: Granada, af den mexicanske komponist Agustín Lara

At høre dem i Rom

Gæsterne ved koncerten i Rom nævner 'O sole mio, Funiculì, funiculà og Granada. Programmet skifter fra dato til dato, så ingen sang er garanteret, men aftenen har plads til dem: beskrivelsen oplister napolitanske sange side om side med arier fra Turandot og Rigoletto og Vivaldis De fire årstider. Hvis en af disse sange er grunden til, at du booker, så stil spørgsmålet til arrangøren via booking-siden, før du betaler.